Foto-vinderen: Træner for piger i forskellige farver

Vinderbilledet.
Rasha (tv.) og Dalal var to af pigerne på Louise Enevoldsens foto.
Pigerne er med til at flå præmien op - et nyt digitalkamera. Søster Kristine ses til højre.

Af Birger Agergaard

”Fodboldtræner for piger i forskellige farver”. Sådan beskriver Louise Enevoldsen sin fritidsbeskæftigelse i Globus1 i Gellerup. I det daglige er hun fuldmægtig i børn- og ungeafdelingen i Århus Kommune, og selv om hun opholder sig meget og "føler sig hjemme" i Gellerup, så har hun faktisk sin bopæl i midtbyen.

Da hun på en træningsdag for nogen tid siden tog sit kamera frem og skød nogle situationer med fire af fodboldpigerne, var det for at fange den glæde, som pigerne har ved at spille fodbold.

Det førte ikke kun til et godt billede. Hun sendte senere billedet ind til borgerportalens nyligt overståede fotokonkurrence – og vandt hovedpræmien, et digitalkamera, leveret af PhotoCare i CityVest.

Tilbage til billedet. De fire piger har alle tørklæder på og brune øjne, og i det hele taget er det kun trænerne, der er blege i huden.

Idræt bringer folk sammen
”Billedet viser jo, at idræt bringer folk sammen og kan nedbryde nogle af de skel, vi normalt sætter op imellem hinanden. Når vi mødes og spiller fodbold, er alle lige, og så handler det bare om at have det sjovt. Og så minder billedet mig selvfølgelig om alle de gode oplevelser, vi har haft med holdet og de sjove timer min søster og jeg har haft sammen som trænere,” fortæller Louise Enevoldsen.

Hun træner pigerne sammen med sin søster Kristine. Selv om de ligner hinanden meget og har næsten det samme tøj på denne dag, er de dog ikke tvillinger.

”Jeg har haft billedet liggende i et stykke tid og ventede bare på en lejlighed til at bruge det til noget, og så var det oplagt med fotokonkurrencen. Det billede viser bare så meget energi, at jeg vidste, det var godt.”

Louise tager mange billeder – men kun som en fritidsfornøjelse og når hun er på ferie. Nu bliver det nok til endnu flere, håber vi også på borgerportalen.

Læs også historien om de 40 fodboldpiger, der spiller hver tirsdag eftermiddag.

Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.