Trangen til at udtrykke sig er der stadig
Af Katja Lundh
Ruth Graversen på 72 år har lige siden barndommen elsket at bruge sine hænder og udtrykke sig kunstnerisk. De seneste år har hun specielt beskæftiget sig med at male på natursten og lave ætsebilleder med metalfolie.
Har altid været kreativ
Kreativiteten har betydet meget i den 72årige Ruth Graversens liv. Allerede som lille pige gav det hende stor glæde at skabe nyt. Eksempelvis fint broderede dukkekjoler eller et par sivsko. Som hun selv siger ”Det var en gave, jeg havde fået”. Hun var svagelig, og på grund af perioder med langvarig sygdom var det svært at følge med i skolen og de andre børns sociale liv. Som voksen blev hun tvunget til at træde til, da hendes daværende mand pludselig stod uden arbejde. ”Det var fantastisk, at jeg ved hjælp af mine evner pludselig kunne forsørge min familie”.
Lykken kom med alderen
I samtale med Ruth Graversen om hendes liv, fremgår det, at hendes selvopfattelse ikke altid har været god. Hun fortæller, at hun tidligere havde svært ved at stille sig tilfreds med sit liv og sin situation. Opvæksten var strengt religiøs, med trusler om Guds vrede nedkaldt over syndige hoveder. På vej hjem fra skole bad hun til, at hun måtte være god, og ikke komme op at skændes med nogle af sine ni søskende. Ofte skete det jo alligevel. Nu sidder hun i sin stue, hvor hendes egne ting hænger og står overalt, og fortæller med et strejf af forundring, at hun er lykkelig. Følelsen er ikke en selvfølge for hende, og hendes glæde og taknemmelighed er mærkbar.
Den religiøse søgen
Ruth Graversen har altid været religiøst søgende. Hun fulgte i en årrække en indisk guru, og var og er stadig inspireret af en række spirituelle lærere og mystikere. I dag har hun fundet tilbage til kristendommen, men i en blidere og gladere form. Også på dette område har hun fundet ro. Hun har oven i købet genindmeldt sig i Folkekirken.
Håb og glæde i kunsten
Ruth Graversens kunst afspejler hendes tro. De malede sten vrimler med engle og andre religiøse motiver. Mange af hendes ætsebilleder er mandalaer. Mandalaen er et ældgammelt religiøst kredssymbol, der blandt andet står for fællesskab. Hendes kunst er blevet betegnet som moderne ikoner. Ruth Graversen ønsker, at formidle glæde og håb. Når man ser hendes værker, der er præget af stærke farver og anvendelse af guld må man sige, at det lykkes.
Ruth Graversen er tilfreds og i ro med sig selv, når hun arbejder med sin kunst. Nogle gange må hun tage sig sammen for også at passe sit sociale liv, selvom hun ikke er en udpræget lukket person.
Og selvfølgelig vil hun gerne vise sine ting til andre. Så i efteråret havde hun en udstilling af billeder i Helligåndskirken. Ligesom hun sælger sine sten i Butikken i Kulturhus Herredsvang.
Links: er du interesseret i at kontakte Ruth Graversen eller læse mere om hende, kan du kigge på www.ruthgraversen.dk



Borgerportalen aarhusvest.dk