Kvinde med usædvanlig energi
Af Lis Jensen
Gitte Christiansen, er 45 år og bosiddende i ”Pip”-kvarteret, som villakvarteret mellem Viborgvej og Paludan Müllers vej kærligt kaldes.
Gitte flyttede til Tornskadevej sammen med sin mand Torben og deres ældste søn for mere end 20 år siden, og de fik sig snart en søn mere.
Karekteristik
Hvis nogen spørger om nogle kendetegn ved Gitte, falder det helt naturligt at tænke på ord som: flittig, arbejdsom, hjælpsom, social, omsorgsfuld, engageret og loyal som bare pokker.
To børn kunne ikke gøre det for Gitte, som i de samme 20 år har arbejdet som dagplejemor for Århus Kommune, og ofte kan man se Gitte på vejene i kvarteret med en håndfuld småbørn på vej til træf med andre dagplejemødre i kvarteret. Eller man kan høre en masse barnelatter, en sommerdag hvor det er Gittes have der lægger græs til et hyggeligt legetræf. Sådan en sommerdag skal man ikke lige starte plæneklipperen eller anden larm, for så bliver der bedt om ro, når de små skal have deres eftermiddagshvil, respekt for det.
Mor er holdleder
Med to drenge i hjemmet har fodbold naturligt fyldt en hel del, og så meget at Gitte for en længere periode blev holdleder for sønnens hold. Dermed fulgte en masse praktiske opgaver som for eksempel tilmelding til kampe, turneringer, indkræve kontingenter og bage kage til stævner. Gitte har også haft ansvaret for holdet på rejser til bl.a. Amsterdam.
Efterfølgende, for ca. otte år siden, blev Gitte bestyrelsesmedlem i KFUM, som nu har taget navneændring til Fuglebakken KFUM i forbindelse med sammenlægning af KFUM Århus og IHF´s fodboldafdelinger.
En Ildsjæl med overskud
I tiden som bestyrelsesmedlem har Gitte været med til at rejse midler til opførelse af et nyt og tidssvarende klubhus, ved banerne modsat Frydelundskolen, og fra tidligere at have haft opgaven med at sælge øl og vand fra et lille kælderrum, som naturligvis skulle komme fra det lokale bryggeri Ceres, er Gitte i dag ansvarlig for kantinen i det nye klubhus, og Ceres er stadig leverandør og også sponser til stævner. Sådan skal det være, for Gitte er loyal over for sine leverandører. Og hvis nogen formaster sig til at stille en kasse øl/vand af andre mærker på klubbens område, kan man være sikker på, at de ikke kommer på køl i ”Gittes” køleskab. I da laver Gitte også mad til arrangementer og møder, utroligt hvor hun finder al denne energi.
Hvorfor bliver du ved?
De fleste ville vel holde op i takt med, at egne børn vokse op og stopper i klubben, men ikke Gitte. Interessen var skabt og arbejdet med de større børn i klubben er også en måde at følge nogen af de børn, der tidligere var i dagpleje hos Gitte.
Eller som Gitte siger:
”At arbejde for klubben er også et godt supplement til jobbet som dagplejemor, hvor jeg er meget herhjemme. I klubben møder jeg både de større børn og også voksne fra andre beskæftigelsesområder, og jeg tror det er med til at holde min interesse fanget” .
Lokalt har Gitte også ydet en stor indsats i forbindelse med vejfester i kvarteret, hvor der skal rejses telte, bages kage og ryddes op dagen efter, og naturligvis er Gitte et aktiv når der skal arrangeres amerikansk lotteri og skaffes præmier til vejfesten.
Bare der var nogle flere af hendes slags..
Gitte er bare et af de mennesker, der har overskud og lyst til at yde ud over egne interesser. Et af de mennesker der er med til at holde gang i det frivillige foreningsarbejde, som der er så stor brug for, men som der desværre er færre og færre der ønsker at prioritere tid og kræfter på.


Borgerportalen aarhusvest.dk