Veteranen i Fjældevænget

Af Nanna Hansen, redaktør af Fjældeposten, AABs afdeling 37 i Fjældevænget. Vi har fået forfatterens og veteranens tilladelse til at bringe artiklen på borgerportalen.

SVEND ANTON NIELSEN har boet i afdelingen i snart 18 år. Han er med sine 82 år en af de ældste beboere herude, og han ligger ikke skjul på, at han er glad for at bo her…

”Nej, jeg bliver ikke nem at få ud herfra – de må bære mig ud!” siger Svend Anton, der som medlem af afdelingsbestyrelsen og ansvarlig for udlejning af fælleshuset, er en aktiv herre i afdeling 37.

Han kender rigtig mange af dem, der bor herude, og har et godt forhold til både ”udlændinge” og ”danskere”: ”Det gør ingen forskel for mig,” siger han og nævner en ”udenlandsk” familie i nabo-opgangen, der altid kigger forbi, hvis ikke de har set ham i nogle dage.

Vicevært af den gammeldags slags
Han er selv tidligere vicevært af den gode, gammeldags slags, der kender hver enkelt beboer. Det var i tiden i ”Ensomme Gamles Vel”s ejendomme på Frederiksberg i årene ’74 – ’90. ”Uh, ja, det var nogle gode år, vi havde derinde”, siger han, og med ”vi” mener han sig selv og hustruen Nina. Hende måtte han desværre tage afsked med, da kræften overmandede hende i februar 2005.

Men Svend Anton sidder ikke passivt hen. Foruden det store engagement, han lægger for dagen i Fjældevænget, er han stadig aktiv i Ensomme Gamles Vel. Både som bestyrelsesmedlem og som medarrangør af en velbesøgt ældreklub, der låner lokaler i Lukas-kirken en gang om måneden.

Familierne har nok for travlt...
Også i Fjældevænget har han været med i en klub for de ældre. ”Ja, vi mødtes i Fælleshuset hver mandag til banko og kortspil, men efterhånden faldt folk fra. Og da Tage døde, ja, så lukkede vi.” siger han en smule vemodigt.

”I årene indtil omkring ’99 var der jo en masse aktiviteter herude,” siger han og nævner blandt andet fællesspisning, porcelænsmaling og kulturforedrag. Det blev arrangeret i samarbejde med nogle af de andre boligforeninger i området. ”I dag har familierne nok for travlt, de orker det ikke. Men vi var mange, der holdt sammen dengang, og både unge og ældre…”.


Når bare hovedet og hofterne ikke svigter
Telefonen ringer flere gange mens Svend Anton taler, og man forstår at pensionist-tilværelsen aldrig rigtigt har indfundet sig i den aktive mands liv. ”Jeg har altid haft mod på tingene,” siger han og tilføjer, at han bare håber, at hovedet og de nedslidte hofter ikke svigter.

Foruden de mange aktiviteter i forbindelse med de to bestyrelsesposter, er der også den store familie, der blandt andre består af 10 børnebørn og 15 oldebørn.