”Der er ikke noget, der hedder ’dem’”
Mennesker skal ikke puttes i kasser. Alle har ressourcer og noget, de kan bidrage med, mener David Musoke, der er projektleder for Urbanprojektet Jobkomité.
Af Christian Andersen
En ung fyr har opsøgt David Musoke i Jobkomité’s lokaler i et hjørne af Bazar Vest. Han skal begynde på et kursus til januar, men er nu blevet frataget sin kontanthjælp på grund af en misforståelse. Derfor beder han David Musoke, der er projektleder for Jobkomité, om hjælp.
”Der er ikke rigtig noget, jeg kan gøre”, siger David Musoke, men foretager så alligevel et telefonopkald og finder ud af, hvad den unge fyr kan gøre for at rette op på misforståelsen og få sin kontanthjælp igen.
Den unge fyrs problem illustrerer egentlig ganske godt, hvad det er for et behov, Jobkomiteen og David Musoke forsøger at opfylde.
”Mange af de mennesker, der kommer her i Jobkomité, har det svært i forhold til myndighederne. Og omvendt er der meget, myndighederne ikke ved om den gruppe af mennesker, der har anden etnisk baggrund end dansk, og som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet,” forklarer David Musoke.
De lediges talerør
Ideen med Jobkomité er at etablere et netværk, en forening af mennesker, som i dag er meget langt væk fra arbejdsmarkedet, men som nærer et oprigtigt ønske om at få sig et arbejde. Og at gruppen af ledige via Jobkomié får et fælles talerør over for myndighederne.
”I dag er det sådan, at der bliver lavet regler og love, uden at myndigheder og lovgivere reelt ved, hvad det er, de ledige har behov for,” vurderer David Musoke, der er 43 år.
Jobkomités formål er altså at bringe myndigheder og ledige tættere sammen og øge begge parters forståelse for hinanden.
”Jeg var ikke andet end mit navn”
David Musoke kender selv problemstillingen fra begge sider af bordet. Han har tidligere arbejdet som jobkonsulent for arbejdsformidlingen i Job Vest, før han i november begyndte som projektleder for Jobkomité. Og han har selv oplevet, hvor hårdt det er at være fremmed i et land, hvor man ikke kender sproget og ikke har noget netværk.
”Det var svært. Jeg følte, jeg var nøgen for identitet, hvis man kan sige det sådan. Jeg var ikke andet end mit navn og skulle starte fra scratch” husker David Musoke om sin første tid i Danmark.
Det var i 1992. David kom til Danmark fra Uganda for at kunne leve sammen med sin danske kæreste. Med sig havde han en bachelorgrad i statskundskab fra et universitet i Uganda, men den kunne han ikke umiddelbart bruge til noget.
Kandidat i statskundskab
David Musoke tog et intensivt danskkursus, og da han havde klaret den udvidede danskprøve, søgte han ind på statskundskab ved Århus Universitet. Han blev optaget og begyndte at studere i 1994.
”Det var hårdt. Der blev jo undervist på videnskabeligt dansk, og de tre første måneder fattede jeg ikke, hvad der foregik,” fortæller han og smiler.
David Musoke kom dog hurtigt efter det, sproget, og i 2002 fik han sin kandidatgrad i statskundskab. Efter at have været i jobtræning i Århus Amt, fik han arbejde som jobkonsulent i Job Vest.
Telefonen ringer og afbryder David Musoke. Selv om det er først på dagen, er der hele tiden bud efter ham.
Fire har fået arbejde
Jobkomité er åben for alle og har nu over 40 medlemmer, som jævnligt kommer forbi lokalet i basaren for at få en snak, få hjælp til at skrive ansøgninger eller cv eller deltage i de møder og aktiviteter. Jobkomité får besøg fra Århus Kommunes arbejdsmarkedsnetværk og Århus Tekniske Skole hver uge, og har også jævnligt virksomhedsledere på besøg.
”Det betyder meget for Jobkomités medlemmer, at myndighederne og virksomhederne kommer til dem. Medlemmerne føler sig mere trygge i deres eget miljø og tør derfor stille flere spørgsmål. Og så er det en positiv oplevelse for medlemmerne, at der pludselig er nogen, der kommer til dem og ikke omvendt,” forklarer David Musoke.
Møderne har allerede båret frugt. Efter at ISS var på besøg i lokalet i basaren, fik fire af Jobkomités medlemmer arbejde hos virksomheden, én er begyndt i uddannelsespraktik, og Jobkomité kan næsten mønstre et helt hold, som begynder på byggemontøruddannelsen på teknisk skole efter nytår. Jobkomité holder også møder med tillidsrepræsentanter fra forskellieg virksomheder, for at gøre integrationen af medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk nemmere på arbejdspladserne.
Et par af de medlemmer, som er kommet i arbejde, deltager fortsat i Jobkomités aktiviteter og formidler deres viden og erfaringer fra arbejdslivet videre til komiteens andre medlemmer.
Alle mennesker har ressourcer
Hemmeligheden bag Jobkomités succes er empowerment. Altså at yde hjælp til selvhjælp.
”Når folk kommer her og siger: ’Jeg har hørt, at I kan give mig et job’, så svarer jeg: ’Nej, det kan vi ikke. Det vi kan her er at hjælpe hinanden, og det vigtigste er, hvad du selv gør’,” fortæller David Musoke.
Med sit imødekommende væsen og sin klare stemme vækker David Musoke umiddelbart tillid, når man møder ham. En tillid, som mange af Jobkomites medlemmer næppe møder så ofte.
Mange af medlemmerne af Jobkomite tilhører de såkaldte match 4 og 5-grupper. Det er den kasse myndighederne har puttet dem i, og det dækker ofte over, at man ingen uddannelse har, og at man har været arbejdsløs i flere år.
”Men alle mennesker har ressourcer. Uanset hvem du er. Det er vores tilgang,” fortæller David Musoke.
”Alene det, at folk er medlemmer af Jobkomité, vidner jo om, at de nærer et ønske om at få et arbejde eller en uddannelse. Det ved virksomhedslederne jo også, når de besøger os.”
Kvinderne skal også med
David Musoke har talt sig varm. Og at han holder af en god diskussion om politik og samfundsforhold, kan han ikke lægge skjul på.
Uden for Jobkomite´s lokale går også bølgerne højt. Lidt for højt. Bazaren er et lige vel støjende sted for Jobkomité, synes David, der er på jagt efter et andet sted at være i Vestbyen.
”Vi skal også have kvinderne med, og der er ikke så tilbøjelig til at kommer her, så længe vi hører hjemme i bazaren,” vurderer han.
Lige nu arbejder Jobkomité på at etablere en hjemmeside, hvor komiteens medlemmer kan præsentere sig selv. Hjemmesiden skal både fungere som udstillingsvindue for medlemmerne og samtidig give dem en følelse af samhørighed.
White Pride repræsenterer ikke alle danskere
Jobkomités fremmeste formål er ikke at få folk i arbejde, men at bygge bro mellem mennesker og myndigheder.
”Myndighederne mangler fokus på forskellighed. Der er ikke noget, der hedder ’dem’. Jeg tror én af de største barrierer for en bedre integration er, at der bliver talt alt for meget om os indvandrere i stedet for, at der bliver talt med os,” siger David Musoke.
Han forklarer, at der for eksempel er enorm forskel på indbyggerne i det nordlige og det sydlige Uganda, men hvis politikere og myndigheder ikke har kendskab til og er opmærksomme på den slags forskelle, er det svært at komme de nuværende problemer med integrationen til livs.
”Vi er alle sammen individer. Jeg er en person og kan ikke bare puttes i en kasse. White Pride repræsenterer jo heller ikke alle danskere,” siger David Musoke med henvisning til de racistiske fodboldfans i Århus.
Opdateret 4. januar 2006


Borgerportalen aarhusvest.dk