"Vi hygger os gevaldigt på turene, sammenholdet er fedt. Når man har lært de unge at kende, kommer de selv hen og gir hånd eller man får et kram eller skulderklap. Det er positivt op oplivende at gå rundt blandt de unge. Når man kommer hjem føler man, at man har talt konstant i 3 - 4 timer."
Det siger Knud Henrik Sørensen, der har meldt sig til at blive Natteravn igen. Han synes, det er en skam, at projektet gik ned for nogle år siden, for Natteravnene gør et vigtigt stykke socialt arbejde i det offentlige rum om natten.
Hanne Rasmussen, Bente Nielsen, og projektleder Jabbar Yazdani er enige. Indenfor en overskuelig fremtid, vil man kunne finde de guljakkede og bolchebevæbnede ildsjæle foran Fakta. I øjeblikket er der tre, men der skal være mindst 12 personer for at danne en Natteravnegruppe. Der er brug for flere folk. En velfungerende naboforening i Tilst har tilbudt sin støtte i starten, men for at gruppen kan køre på længere sigt, er det nødvendigt med flere fra Herredsvang-området.
De enkelte grupper bestemmer selv, hvor længe og hvor tit man vil gå. Det er derfor ikke nogen tidrøvende indsats, at være Natteravn. Positive erfaringer landet over viser, at gåturene ikke desto mindre er vigtige:”Nattteravnene er børns voksenvenner på gaden”, siger Jabbar Yazdani.
Inden man er flyvefærdig som Natteravn, kommer man på kursus i bl. a førstehjælp. Alle mellem 18 og 99 år kan deltage - uanset køn, uddannelse, religion, politik eller etnisk baggrund.
Formålet med Natteravnene er at øge den lokale tryghed, især blandt børn og unge, og indirekte være med til at forebygge hærværk, vold, misbrug og anden småkriminalitet. Dette gøres ved at være synlige og færdes i det offentlige rum på tider og steder, hvor de unge har glæde af det, fremgår det af Natteravnenes hjemmeside, hvor det også understreges, at Natteravnene ikke er noget vagtværn.
På landsplan er der ca. 7000 Natteravne i Danmark. Vil du være Natteravn i Herredsvang området, kan du kontakte Knud Henrik Sørensen på telefon 53 55 07 54 eller Jabbar Yazdani, 51 14 13 51. Du kan også skrive på herredsvang@natteravnene.dk eller jy@natteravnene.dk
Natteravnene har egen hjemmeside, hvor du kan finde yderligere oplysninger - også om den gruppe, der er ved at blive etableret i Herredsvang.

