En tilfreds Pia Mortensen er på sit kontor i Bispehavens Trivselseshus i fuld gang med at plotte aktiviteter ind på et kalenderskema, der fylder hendes skrivebord.
Pia Mortensen er leder af Trivselshuset og boligsocial medarbejder i Bispehaven. Hun har gang i udmøntningen af den sociale helhedsplan for Bispehaven.
Selv om Pia Mortensens humor ikke fornægter sig, fortæller hun i fuldt alvor, at et projekt i den sociale helhedsplan tilbyder arabiske drenge at lære at brodere. "Der er allerede kø af drenge, der vil brodere navn og symboler på deres eget tøj," siger Pia Mortensen og smiler af interviewerens overraskelse.
!4 af de 15 mill. kr., hun sammen med Boligselskabet Præstehaven har søgt om til det boligsociale arbejde i de næste fire år, er i hus.
"De ni mill. er fra den almene boligsektors Landsbyggefond," oplyser Pia Mortensen: "Der er 4,3 mill. fra Bispehavens eget budget. Integrationsministeriet har lagt 0,5 mill."
Der er 180.000 kr. fra Århus Kommune. Pia Mortensen siger det ikke direkte, men havde nok håbet på lidt mere. Selv om hun skynder sig at understrege, at kommunen bidrager med medarbejdertimer og betaling for deltagere i flere konkrete projekter og i øvrigt er nærværende i samarbejdet om mange ting. Også samarbejdet med oplysningsforbundet FO, der bidrager med undervisere, får anerkendende ord med på vejen fra Pia Mortensen.
Selv om det er en ny social helhedsplan, Pia Mortensen er ved at sætte i søen, er det vigtigt for hende, at velfungerende aktiviteter ikke lukkes ned og erstattes af nyt over hele linien.
Pia Mortensen sprudler af ideer, men der er vigtigt for hende at holde fast i tilbud, der har givet gode resultater.
I den nye sociale helhedsplan bevares Trivselshuset med cafe som en kerne. Her fortsætter også ungdomscafe. Det samme gælder lektiehjælpsordningen, men udvidet med et tilbud om kontaktsted for de 7-11 årige. Ungdomsskolen rykker ind i Trivselshuset med undervisning.
Et velkendt tilbud i Bispehaven som Outsiders2insiders med fokus på job og uddannelse for de 16-20 årige er igen på banen. Men nu også med pigegrupper.
Nyt er kurser om pli og dannelse. Og så starter hele tre ’Natteravne’-grupper. En gruppe med kvinder, som vist nærmest bliver ’dagravne’, griner Pia Mortensen. En gruppe med unge. Og endelig en gruppe, hvor alle kan være med som ’natteravn’. Der er møde om projektet den 19. februar kl. 18.30 i Trivselshuset.
"Der skal være tilbud til børn og unge hver dag hele året og ikke mindst i ferierne," slutter en målbevidst Pia Mortensen.


