Nu skal der kunst på væggene i Kulturhus Herredsvang. En gruppe af de lokale beboere er i gang med at danne en kunstforening. Det kræver flere, som er interesserede i at blive medlemmer, men også kontakt med kunstnere, der gerne være med til at gøre Kulturhuset mere spændende.
Den første udstiller bliver lokal. Det er billedkunstneren, Anne Marie Eriksen, som udstiller fra på fredag den 15. maj. Hun er uddannet på Århus Kunstakademi i 2001. Billedkunst har interesseret hende lige siden hun var teenager. Et ophold på Vestbirk Højskole ansporede yderligere og inden hun søgte ind på Kunstakademiet blev det til et par kursusforløb.
Kunstnerisk motivation
"Jeg har mest erfaring med abstrakt maleri. For mig er maleriet en undersøgelse af muligheder. Jeg har lyst til at forny mig og sprænge rammer og ikke bare leve op til folks forventninger. At være kunstner er en målrettet indsats, man vil gerne gøre det lidt bedre end sidste gang. Nogle gange føles det som en revolution og man bliver beruset af at skabe. Det er dét, der driver en videre og giver en lyst til at fortsætte," siger Anne Marie Eriksen.
Startede med musik
Interesse for musik har hun med hjemmefra og har i en årrække sunget i Det Jyske Kammerkor. Ikke nok med det. Hun skriver korte og præcise digte, hvoraf hun har sat musik til nogle, mens andre er udkommet som digtsamling med titlen ”4, der digter” på Forlaget Gallo i 2008. Anne Marie Eriksen akkompagnerer sig selv på keyboard eller klaver, når hun synger.
”Jeg kan godt lide kontakten med publikum og jeg har fået en meget positiv respons,” fortæller hun.
Udstiller i Kulturhuset
Anne Marie Eriksen udstiller sine værker i Kulturhus Herredsvang med fernisering den 15. maj kl. 14.00. Ved ferniseringen synger hun også nogle af sine egne sange. Se mere på hjemmesiden rieskunst.dk
Her findes også yderligere kontaktoplysninger


