Det var god stemning og livlig deltagelse, der kendetegnede tirsdag aftens valgmøde i Herredsvang Kulturhus. Og der var stor enighed om fremtidig politik.
Syv politikere, der alle stiller op til det kommende kommunalvalg, sad i aftenens panel og gav respons på mødeleder, Birger Agergaards, små appetitvækkere omkring for skellige emner og publikums kommentarer og spørgsmål.
God "forbrugeroplysning"
Syv partier havde sendt en repræsentant for deres parti. Det gav publikum en god mulighed for at vurdere de enkelte politikere og betydningen af deres politiske tilhørsforhold, i forhold til den politik de fremover vil føre.
Stor enighed
Faktisk var der påfaldende stor enighed blandt paneldeltagerne, hvilket de selv kommenterede flere gange. For eksempel gav Lone Norlander Smith fra SF udtryk for, at det var utroligt med den store enighed på tværs af partierne, når det gjaldt kommende tiltag og almindelig ret og rimelighed. Samtidig kom hun med et forsigtigt ønske om, at enigheden holdt efter valget.
Politikerne lyttede
Til trods for politikernes generelle enighed var debatten god, og mange emner blev bragt på banen. Dette skyldtes ikke mindst et engageret publikum med lyst til at markere sig og stille kritiske spørgsmål. Det var gode konkrete spørgsmål med direkte relevans for folk i området. Politikerne på deres side svarede seriøst, og det var befriende at høre dem vedkende sig et eventuelt ukendskab til en sag, og love at undersøge tingene yderligere. Det gav en fornemmelse af, at borgerne blev taget alvorligt på mødet.
Stort fremmøde
Cirka 50 mennesker var mødt op, og det var flere end arrangørerne havde regnet med. To af de fremmødte var journaliststuderende, Nina Bjerglund og Lone Munkeskov. De havde fået til opgave skrive om sammensætningen i forbindelse med køn, alder, uddannelse, erhverv og etnicitet hos politikere set forhold til vælgersammensætningen. Det er nok lidt usikkert, om politikerne på alle punkter var helt repræsentative for deres vælgere. Men det er sikkert, at der blandt de fremmødte var stor bredde i forhold til alder, køn og etnicitet i hvert fald.
Borgerne kom til orde
Alt i alt var det et inspirerende møde holdt i en god atmosfære. Her var det muligt for aktive medborgere at blive hørt, og føle sig som en del af et højtbesunget demokrati. Dette blev understreget , da den konservative Niels Christian Selchau-Mark i hans afsluttende bemærkning udtrykte, at det væsentligste ved mødet var, at de fremmødte borgere var kommet til orde.

