Er du fascineret af lego og it eller vil du bare gerne have en anderledes og udfordrende lørdag formiddag? Så er legolørdag noget for dig.
Lørdag d. 3. Oktober omdannes Hasle biblioteket endnu en gang til et robotværksted, hvor nysgerrige børn og legeglade forældre kan boltre sig i programmerede legoklodser.
Klik her og se en video fra en tidligere legolørdag.
Biblioteket genoptager succesen
Hasle Bibliotek har tidligere afholdt legolørdage med stor succes, fortæller arrangør Kirsten Dyhrberg Grønne. Og det er bibliotekets ønske at genoptage aktiviteten:
”Mange forældre og børn har efterspurgt legolørdage. De ønsker at deltage i andre aktiviteter end fodbold og musik. Legolørdag giver på en gang en sjov oplevelse med lego og et unikt indblik i computerteknologi, fordi børnene lærer at programmere robotterne.”
Flere Frivillige Forældre
Legolørdage er en udfordrende aktivitet for børn såvel som for deres forældre. Personer i alle aldre bliver fanget af robotterne, og derfor giver arrangementet familien noget at være fælles om.
Men arrangementet mangler frivillige forældre, som vil give en hånd med.
"Biblioteket har legoklodserne, lokalerne og computerne. Men vi har ikke bemandingen til at holde gang i arrangementet over længere tid,” udtaler Kirsten Dyhrberg Grønne. Hun ønsker derfor, at flere forældre vil tage initiativ til at afholde legolørdage.
”Det kræver ikke særlig meget at være frivillig. Forældrene skal finde tingene frem, lege med børnene, og hjælpe med oprydningen. Til gengæld har deres børn en anderledes aktivitet, de kan komme til og have det sjovt med.”
Biblioteket har afsat to datoer til arrangementet. Første gang er lørdag d. 3. Oktober og herefter igen d. 7. November. Biblioteket vil gerne støtte op om at afholde arrangementet flere gange, hvis frivillige forældre stiller sig til rådighed og giver en hjælpende hånd.
Info: Hvor: Hasle Bibliotek, Kappelvænget 2 Hvornår: 3. Oktober 2009 fra kl. 10 – 13 Tilmelding: Ikke nødvendig




