42 beboere fortrinsvis fra Herredsvang drog sammen med de frivillige ledere af sted på årets Børne- og Familielejr i Oddesund. Årets lejr var den 11. og største lejr Herredsvangs frivillige har arrangeret til dato. De sidste fem lejre har været holdt på Oddesundlejren mellem Struer og Hvidbjerg. Lejren blev i år holdt fra 17. juli til 24. juli i flot solskinsvejr, og næsten ingen regn.
Vejret var skønt hele ugen
Det var et fantastisk flot solskinsvejr stort set hele ugen, og meget varmt. Både børn og voksne havde alle muligheder for en dejlig ferie med mange oplevelser.
Søndag var der arrangeret fodboldturnering og andre former for spil, så deltagerne kunne blive rystet sammen. De fleste syntes det var vældig sjovt og både børn og voksne gik op i det med liv og lyst. Mandag tog hele lejren på udflugt til Hjerl Hede. Hjerl Hede er altid en oplevelse. Flere af børnene fra lejren fik lov at prøve at spille violin sammen med nogle spillemænd der musiserede ved et af de gamle huse. Selvom de ikke havde prøvet at spille før var det ingen hindring. De fik lige en kort instruktion og blev så kastet ud i det.
Blind guide
Onsdag var der så en ny udflugt. Denne gang til Fur. På Fur standsede bussen og samlede den blinde guide op ved museet. Selvom han intet kunne se, havde han et nøjagtigt kort over Fur i hovedet. Mange af deltagerne syntes det var imponerende at han præcist kunne vide, hvor vi var med bedre nøjagtighed end en GPS.
Turen gik naturligvis også til molerskrænterne, ja helt ned i et brud, til Bispehuen. Bispehuen er den sidste rest af en bakke hvorpå der engang lå en gård - hvor guiden i øvrigt havde sit barndomshjem.
På turen tilbage fra molerbruddet bad guiden alle lukke deres øjne og så fortælle om de kunne mærke hvilken vej bussen kørte. På den måde fik alle en smule fornemmelse af hvordan det er at være blind. Til sidst blev der gjort holdt ved en kro for at alle kunne få sig noget at spise.
Alt i alt en rigtig succes
Sidste udflugt skulle have været til Spøttrupborgen, men efter ønske fra et stort flertal af deltagerne blev det konverteret til Badeland i Holstebro. De der ikke havde lyst at komme i Badeland kunne gå på shoppingtur.
Lørdag formiddag vendte lejrens deltagere hjem til Herredsvang. Deltagerantallet var denne gang 16 højere end det sædvanlige gennemsnit. Flere tilkendegav, at det havde været en fantastisk dejlig oplevelse at være med på lejren.
Selvom det er hårdt for de frivillige med så mange deltagere, er alle stort set enige om at det var en succes.




