Strikkepinde, hæklenål og garn - så er tråden trukket tilbage til uformelige grydelapper så hårde som ridderrustninger og en sok i flere størrelser med automatiske rendemasker og fiaskotårer.
Men vi fik et tip her på redaktionen: Der er graffitistrik i Havekolonien Frydenlund, og så måtte traumet skydes i baggrunden, mens vi tog ned for at bese fænomenet.
Pynt på et diskret nethegn
Det er Ulla (der gerne vil være lidt anonym), der har fået den farverige idé at hænge strikkede og hæklede lapper og ting op på et ellers diskret nethegn.
Ikke at hegnet ellers er trist og bart, for naturen har forlængst selv hængt sine grønne dekorationer op. Men lidt farver pynter jo altid.
Ideen kommer fra udlandet
Og ikke at garn graffitien er Ullas egen idé, for i det store udland, og i Københavnstrup har man allerede udviklet ideen med strik og hæklerier i det offentlige rum. Men det er så vidt vides Ulla, der har bragt ideen til Hovedlandet, og hun har især hentet inspiration på nettet.
Nye ideer kræver tid
Ulla, der selv er den heldige ejer af én af haverne i foreningen, sendte en besked med de lokale jungletrommer om sit påhit og indbød til ophængning af egne kreationer og til evt. hyggesamvær om strikkepindene. Men indtil videre har interessen været ret begrænset, hun vil dog ufortøvet tage ideen op igen til næste år og så med nye strikkerier, for vejr og vind og måske især regn kan godt få strikvarerne til at se lidt slukørede ud.
- - -
Se nogle af Ullas inspirationskilder her:
http://www.verdensjournalist.com/ajour/gade-strik



