Natteravnene og Ældre Sagen går nu ind i et samarbejde. Der holdes infomøde mandag den 25. januar 2010 kl. 13.00 i Ældre Sagens lokaler i Vester Allé 8
Der opstår en unik situation når initiativet føres ud i livet.
Først og fremmest vil Ældre Sagens Natteravne medvirke til at skabe tryghed, livsglæde og integration ved at være synlige og til stede for børn og unge i dagtimerne, i området omkring Frydenlund og Møllevangen, hvor initiativet startes op. Det er et supplement til de eksisterende Natteravneforeninger, der som regel går i aftentimerne i områderne.
En hjælp til at afmystificere ældres frygt for at færdes i det offentlige rum
-"Det er vores håb at Ældre Sagens Natteravne, med deres store livserfarring og store sociale overskud, kan bidrage betragteligt til, at bygge bro mellem generationer og etnicitet. Samtidig får Ældre Sagens Natteravne god lejlighed til at afmystificere nogle ældres frygt for at færdes i det offentlige rum. Denne frygt er ofte stærkt overdrevet", siger Erik Thorsted, sekretariatschef og stifter af Natteravnene.
Der er mange aktiviteter for børn, unge og ældre i dagtimerne. Derfor er det oplagt, at Ældre Sagens Natteravne kan være på gaden i dette tidsrum, og samtidig være en god støtte for den indsats som de eksisterende Natteravneforeninger allerede gør for børn, unge og ældre i områderne
Der må gerne komme rigtig mange til infomødet
-"Vi håber der kommer mange til informationsmødet den 25. januar. Vi har allerede tilsagn fra ca. 15, som gerne vil være med som Ældre Sagens Natteravne, men vi kan være mange flere. Jo flere vi er, jo mere synlige bliver vi i områderne, og jo bedre kan vi opfylde de to formål, vi har med indsatsen. Formålene med indsatsen er, dels at være børn og unges voksenvenner, og dels at bidrage til trygheden for de ældre i områderne. Kom og hør om det nye tiltag, det er helt uforpligtende at deltage i mødet", siger Tove Jørvang - formand for Ældre Sagen i Århus
På infomødet kan interesserede høre, hvilke initiativer og holdninger rådmændene for både Sundhed og Omsorg, Dorthe Laustsen, og for Børn og Unge, Jackob Bundsgaard Johansen, Politiet og SSP har til samarbejdet om det forebyggende arbejde i Århus.
Kontaktpersoner:
Erik Thorsted, sekratariatschef, Natteravnenes Landssekretariat, 20 20 70 77
Katrine Callesen, konsulent for Århus-omr., Natteravnenes Landssekretariat, 51 14 13 51
Tove Jørvang, formand for Ældre Sagen i Århus, 30 42 45 67

