Tirsdag d. 19. januar arrangerede Helligåndskirken i samarbejde med Stiftsarbejdet ”Folkekirke og Religionsmøde” dialogcafé i Kulturhus Herredsvangs store sal. Formålet var, under uformelle former, at give områdets beboere mulighed for at diskutere forskellige aspekter af henholdsvis islam og kristendom.
Godt og vel tyve var mødt op for at være med. Heraf var cirka en fjerdedel folk af anden etnisk herkomst end dansk. Flere udtrykte skuffelse over det lille fremmøde. Men selv om arrangementet sagtens kunne have båret en større deltagelse, var deltagelsen i diskussionen meget engageret.
Dialogcafé med ”samtalemenu”
For at skabe en god atmosfære, og give flest muligt lejlighed til at komme til orde, blev folk placeret ved tre borde med mulighed for at lange til både kaffe, smurte boller og kage. Ved bordene blev der uddelt forskellige ”samtalemenuer” med spørgsmål, som kunne danne udgangspunkt for diskussion. Disse spørgsmål var for eksempel: ”Skal der være ubegrænset ytringsfrihed?”, ”Er det i orden at lade sin far eller mor flytte på plejehjem? Hvorfor/hvorfor ikke?”. Eller ”Er der nogen forbrydelser, der skal være dødsstraf for?”.
Engagement og åbenhed
Disse ”samtalemenuer” fungerede rigtig godt som grundlag for diskussion og udveksling af synspunkter. Imens rokerede aftenens panel rundt ved bordene for at stille spørgsmål eller udfordre mødedeltagerne på deres synspunkter.
Paneldeltagerne var: Fra Gellerup imam og lærer på Løkkeskolen, Radwan Mansour. Fra Helligåndskirken sognepræst, Torben Tramm. Fra Stiftsarbejdet ”Folkekirke og religionsmøde” konsulent Kristen Skriver Frandsen. Endelig var der en muslimsk medicinstuderende, der er viceformand i foreningen ”Muslimske Studerende”, Khaled Edwan. Der blev fra panelets side signaleret en stemning af åbenhed omkring og engagement i religionsmødet.
Stor lighed mellem islam og kristendom
De grundlæggende forestillinger om rigtigt og forkert i islam og kristendom viste stor overensstemmelse. Forskellen afslørede sig, når svaret på et spørgsmål kræver nuancering. For eksempel var der ved et af bordene udpræget enighed om, at man bør tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. Men de muslimske diskussionsdeltagere var parate til at gå længere for at opfylde dette moralske krav, blandt andet ud fra en forestilling om, at man SKYLDER sine forældre det på grund af det, som man har fået ved fødsel og opvækst.
Det var markant, at mødet viste større sammenfald i værdier og normer mellem islam og kristendom, end det billede som medierne generelt præsenterer. Men det viste sig også, at afstanden kan være endog meget stor, når der skal tages stilling i konkrete spørgsmål. Derfor har vi brug for flere af den slags møder, hvor alle får taget stilling til såvel egne som andres værdier og baggrund.


