I den seneste tid har flere beboere i blokken på Bogfinkevej i Frydenlund undret sig over, at der gik en kat rundt på gaden og i en opgang.
Det viser sig, at katten er blevet efterladt, da familien er taget på ferie og først kommer hjem igen midt i august måned. Da der er flere i afdelingen, der mener, at det er dyremishandling, har formanden for afdelingen valgt at tage kontakt til Dyrenes Værn, som nu har katten i deres varetægt.
Kunne ikke holde ud at se katten sådan rende rundt
"Jeg kunne ikke holde ud at se på, at katten bare skulle rende rundt i opgangen og på gaden og kun få mad på må og få," udtaler Ann Dorte Andersen, formanden for afdelingen.
Endvidere fortæller Ann Dorte Andersen: "Da vores vedtægter er lavet til at katten skal være inde og ikke må være i opgangen, er det bedst for katten at komme i gode hænder på et dyreinternat."
Sagen er givet videre
Ann Dorte Andersen har givet sagen videre til Boligforeningen Ringgården og varmemesteren, så at de er informeret om, at der er sket brud på reglerne om kattehold. Beboerne i opgangen er blevet informeret ved opslag i opgangen.



